-
Siden Saxo Siden Saxo

Bognyt fra SIDEN SAXO


I hvert nummer af SIDEN SAXO får du et helt opslag med nye bøger. Der er tale om omtale - ikke anmeldelser - men du bliver holdt orienteret om både fag- og skønlitteratur med historisk indhold. Vi omtaler også bøger for historieinteresserede børn.

BogNYT redigeres af bibliotekar Vibeke Riis.


BOGNYT


Lund-Jensen, Gunnar & Marianne Alenius (udg.)
Studenterliv under besættelsen.
Thorkild Lund-Jensens breve 1939-1945

Museum Tusculanums Forlag, 2009, 789 s. ill., 398,00 kr.

I årene 1939-1945 skrev Thorkild ugentligt breve til sin familie om alt fra disse dramatiske begivenheder til hverdagens trivialiteter med vasketøj, rationeringsmærker, økonomi og boligforhold. Thorkild svingede i 1943 fra pacifisme og samarbejdspolitik til væbnet voldelig modstand som eneste alternativ. Brevvekslingen giver et indblik i tidens tone og stemning samt en oplevelse af brevskriveren i øjenhøjde. Brevene er kommenteret af museumsinspektør på Frihedsmuseet Henrik Lundbak, der placerer Thorkilds oplevelser historisk og supplerer med fakta om forholdene under besættelsen. Bogen rummer desuden bidrag om Thorkilds familie, om brevene og hans skrivestil, om de efterladte vidnesbyrd om hans illegale arbejde samt om drabet på ham natten til den 4. maj 1945.


Finn Stefansson
Symbolleksikon

Gyldendal, 2009, 608 s., ill., 399,95

Et nyt opslagsværk, der forklarer de enkelte symboler, og hvordan de er brugt i forskellige kulturer og til forskellige tider. Man kan finde oplysninger om bl.a. folklorens figurer og genrer (fx Snehvide, sagn og sagnfolk), idehistoriske typer og litterære figurer (f.eks. Don Juan, boheme, vandringsmand), eksistensens grundbegreber, ofte i modsætninger (f.eks. livsaldre, døden, sjæl og legeme), redskaber og genstande (f.eks. våben, scepter, segl, tøj, smykker, maskiner) samt kulturhistoriske fænomener bredt forstået (f.eks. land og by, nationale symboler, politiske ideologiers symboler, mad og drikke, leg, sport, reklame).


Frank Allan Rasmussen
Holmen. Fra flåde til folk

Gyldendal, 2009, 260 s. ill., 299,95 kr.

Denne rigt illustrerede bog fortæller om stedet, om de enestående bygninger og om nogle af de mest dramatiske kapitler i danmarkshistorien. Holmen er et fascinerende område. Fra 1690’erne indtil 1990’erne var det lukket militært område og arbejdsplads for tusinder i forsvaret. Siden har området gennemgået en voldsom forvandling.

 


Thomas Bloch Ravn
Møntmestergården. Fra Borgergade
i Nykøbenhavn til Torvet i Den Gamle By

Klematis, 2009, 208 s. ill., 298- kr.

Bogen beskriver genopførelsen af en af de mest spændende gamle bygninger i Danmark.
Møntmestergården, der oprindeligt blev bygget i 1683 i Borgergade i København, har siden 1998 været under genopbygning i Den Gamle By i Århus og kommer efter endt arbejde til at fremstå i den skikkelse, huset havde i 1730’erne.


Anne-Louise Sommer
Den danske arkitektur

Gyldendal, 2009, 625 s. ill., 499,95 kr.

Bygningsværkerne er blevet udvalgt blandt andet fordi: - de har været avantgarde, der har indvarslet nye tider, - de har tegnet vejen frem for en efterfølgende popularisering, - de var tidlige eksempler på, at udenlandsk indflydelse slog igennem på dansk grund, - de har været unikke eksempler på lokal tilpasning, - de har været eksempler på ny materiale-anvendelse, - de som arkitektoniske rammer har muliggjort iscenesættelse af nye livsformer og en ændret livsstil.


TEGNESERIER:

Peter Madsen
Valhalla 15 - Vølvens syner

Carlsen, 2009, 56 s.,  99,95 kr.

Sidste bind i serien Valhalla handler om Fenrisulven. Tilsyneladende strejfer Fenrisulven frit omkring i Asgård, for man finder dens spor i sneen midt under den længste vinter i guders minde, Fimbulvinteren. Faktisk er det vinteren, der bekymrer guderne mest. Årstidernes gang er gået i stå – gudernes orden er sat ud af spil. Og da guderne i Valhalla opdager, at jætterne står bag, ved de, at tiden er inde til … Ragnarok!