-
Siden Saxo Siden Saxo

Blev Caroline Mathilde henrettet eller myrdet?
Vi ved alle, at Struensee blev henrettet, men hvad med Caroline Mathilde? Jeg mener ikke, at hun blev henrettet, men har et eller andet sted læst, at hun blev myrdet.

Med venlig hilsen
Ole B. Olsen
Nykøbing Sjælland


Svar:
Caroline Mathildes historie er en af de sørgeligste blandt de danske dronningers historier, men hun blev dog hverken henrettet eller myrdet. Men rygterne om, at hun blev myrdet, trives. Da Struensee blev væltet, blev Caroline Mathilde anholdt og sad i en periode på Kronborg Slot. Hun blev derefter skilt fra Christian 7. og sendt i eksil i byen Celle i Hannover. Hun udgjorde et problem for det danske hof, da hun var søster til den engelske konge og mor til den danske konges børn. På denne måde var hun en lige så, eller mere legitim, end de, der havde fjernet Struensee.

Visse kredse i Danmark var imod Guldbergs styre og iværksatte en sammensværgelse. I denne fik Caroline Mathilde en fremtrædende plads, da hun ville give sammensværgelsen den fornødne legitimitet. Der blev ført en del forhandlinger bl.a. med hende og den britiske konge. Imidlertid døde hun, inden sammensværgelsen trådte i kraft. Derfor har nogle tænkt, at hun blev myrdet af det danske hof. Der er imidlertid ingen kilder, der understøtter dette. Antageligvis døde hun af skaralagensfeber. Du kan læse mere om Caroline Mathilde i Michael Bregnsbos meget anbefalelsesværdige bog: Caroline Mathilde. Magt og skæbne. Den er udkommet i år, og vil blive anmeldt i næste nummer. Struensee kan du læse mere om i Asser Amdisens bog: Til nytte og fornøjelse. Johan Friedrich Struensee 1737-1772. (København 2002).

Lars Bangert Struwe
Redaktør, arkivar, Rigsarkivet