|
Brugte vikingerne fluesvamp når de skulle i kamp?
Jeg har haft en stor diskusion med folk her på mit arbejde, om det kunne passe, at enten vikingerne eller kelterne brugte fluesvamp når de skulle i kamp. Jeg mener at have hørt, at de fik deres slaver til at spise det og derefter drak deres urin med giften i. Er det en ammestue historie eller skete det virkeligt?
Med venlig hilsen
Berit Andersen, New Jersey, USA
Svar: Brugen af rød fluesvamp som euforiserende middel blandt de myteomspændte bersærker er sejglivet, men forkert. Det er sandt at indtagelse af svampen under visse omstændigheder kan fremkalde en tilstand der minder om den, der beskrives i sagamaterialet som bersærkergang, men allerede i 1929 påviste den norske toksikolog Frederik Grøn, at der ikke kan være tale om en sammenhæng. Effekten er yderst usikker, og kan indtræde med op til seks timers forsinkelse i forhold til indtagelsestidspunktet (hvilket er lidt vel sent, hvis man bliver overrumplet af en fjende…), og i mange tilfælde vil indtagelse medføre døden. Sandsynligvis er der ved bersærkergang tale om et rent psykologisk fænomen, bersærkerne har slet og ret været mentalt ustabile indtil det psykopatiske, en tilstand der under ophidselse kan medføre lignende symptomer (ufølsomhed overfor smerte, vildskab, umådelige fysiske kræfter etc.).
Der er kilder der beretter om indtagelse af rød fluesvamp med henblik på opnåelse af en regulær rus, men de stammer fra etnografiske beskrivelser af østrussiske stammer i det tidlige 18. århundrede. Her skulle svampen ganske rigtigt være indtaget af stammens kvinder, hvis urin derefter blev indtaget af de (åbenbart meget rushungrende) mænd. Effekten mindskes dermed noget, om end det ikke er oplyst hvor stor overlevelsesprocenten for de filtrerende kvinder var.
Med venlig hilsen
Kaare Johannesen, Museet på Trelleborg 
|