Spørgsmål:

Mit spørgsmål er måske lidt særpræget, men efter at Danmark nu har fået en prinsesse Isabella, har jeg undersøgt, om der har været andre Isabella’er, og minsandten: Christian 2.s dronning (1501-1526) hed også Isabella (Elisabeth).

Jeg har fundet ud af, at hendes mor var Johanna (den Vanvittige) og hendes mormor Isabella af Kastillien.

Slægten, der hørte til Huset Trastámara, havde nedenstående familievåben, som jeg synes, jeg har set tidligere andre steder i danske sammenhænge. Er det muligt at oplyse noget om dette? 

Med venlig hilsen

Berndt Nyborg

Svar:

Christian 2. blev ganske rigtigt gift med Isabella, ærkehertuginde af Østrig og Infanta til Castilla og Aragon. Brylluppet var, som alle fyrstebryllupper dengang, primært en politisk alliance. Danmark var en ikke ubetydelig brik i det større europæiske magtspil. Endnu var religionsskismaet ikke brudt ud, men religiøs utilfredshed ulmede så småt, og den ”normale” tilstand af magtbalance i Europa, samt bestræbelserne på at kontrollere og udvide det udstrakte habsburgske rige, gjorde en allieret, der kontrollerede handelen på Østersøen samt havde en flåde af en vis størrelse, til et godt parti. Med andre ord havde den spansk-habsburgske magtsfære udvidet sig sådan, at Danmark nu var en interessant alliancepartner; en situation der ikke havde været til stede før. Der har således ikke tidligere i historien været direkte spanske kontakter, der har kunnet gøre, at huset Trastámaras våbenskjold skulle have fundet vej til Danmark.

Det gunstige grundlag for dansk-spanske alliancer forsvandt dog relativt hurtigt, formøblet af kongen selv. Hans flirten med protestantismen, hans evne til at blive uvenner med både tidligere allierede (Nederlandene) og sine egne undersåtter (adelen, kirken og i særdeleshed svenskerne), hans tvungne landflygtighed og senere fejlslagne forsøg på at generobre tronen med fangenskab til følge, for slet ikke at nævne nationens senere konvertering til protestantismen, gjorde at fremtidige spanske allianceægteskaber var utænkelige. I så fald skulle huset Trastámaras våbenskjold i dansk regi være videreført af Christian og Isabellas efterkommere. De fik 5 børn, hvoraf den ældste, sønnen Hans, døde som 14-årig, derudover fik de tvillinger i 1519, som begge døde inden et år; kun de to yngste, døtrene Dorothea og Christina nåede at blive gift. Kun Christina, der blev gift først med greven af Milano og siden med Hertugen af Lorraine, havde arvinger, hvoraf ingen inden for de første mange slægtled fandt vej til Danmark. Først meget senere fandt blodslinjen fra Christinas datter Renata af Lorraine, gift med hertug Vilhelm 5. af Bayern, vej ind i det danske kongehus (gennem Chr. 10.s mor), men på det tidspunkt var forbindelserne til den spanske linje for længst så udvandede, at huset Trastámaras våben ikke længere indgik i våbenskjoldet.

Ud over de helt åbenlyse muligheder, hvor det ville være naturligt at finde Isabellas familievåben gengivet i forbindelse med dronningen selv, bl.a. på nogle af de historisk-genealogiske vægtæpper, der nu hænger på henholdsvis Nationalmuseet og Nyborg Slot, samt på Dronning Isabellas grav i Skt. Knuds kirke i Odense (hun blev oprindeligt begravet i Skt. Peters kirke i Gent, men i 1883 blev hendes jordiske rester på dansk foranledning overført til Skt. Knuds), så er der muligheden for at en dansk adelsslægt har brugt et våben, der bærer en vis lighed. Sandsynligheden for dette er dog relativt lille, da kasteller, borge eller tårne ikke er særligt udbredte i dansk heraldik, og de eksempler, redaktionen er bekendt med, bærer alle farver, der ikke gør forveksling mulig.

En sidste mulighed er dog den portugisiske forbindelse. Både Valdemar Sejr og hans søn prins Valdemar (den unge) var portugisisk gift: Valdemar Sejr med Berengaria (Bengerd) og prins Valdemar med Eleonore. Eleonora var datter af kong Alfonso 2. af Portugal og hans dronning Urraca, som var datter af kong Alfonso 8. af Castilla. Herfra ville Eleonora have arvet retten til at bære det Castillanske kastel i sit skjold … problemet er blot, at både prins Valdemar og Eleonora dør i 1231, uden arvinger, og det vel at mærke før kvinder herhjemme kan påvises i nogen sammenhænge at have brugt våbenskjolde. Det udelukker dog ikke, at nogen i anakronismes ånd har tillagt hende hendes bedstefaders våben i en historisk fremstilling, thi det er set før.

Steffen Harpsøe

Arkivar ved Rigsarkivet og redaktør af Siden Saxo