|
[Tekst 1]
Sveigaard, folio 1v:
Da, efftersom min kierre moder og stif-fader sligt af min
daglige omgiengelse velfornam, søgte di mig slig tancher
af hoffuedit at udpræche og afraade, eller og med
magt at opholde. Først formedelst min unge aar skyld,
for det andet om mig i fremtiden udi i min forfædris
profesion, nemlig bunde-standen, at imployere, huor
til jeg gandske og aldeelis ingen løst hafde. Dett
same velformerkende, saa hafuer di endeligen (effter
nogle aars forløb) det gamle ordsprog opserverit,
at der sielden fangis harrer med u-uillige hunde,
og derfore mig udi mit forset bevilget. Huilket
jeg effter een sønlig taksigelse og affskeed, (der jeg
seghsten aar og ni dage ud af mit alder hafde
erlangit, som var i det aar seghten hundrede
fem og tredsindstiuffue effter vorris naaderige
forløesning), den 25. dag aprillis udi dend
verdighellig trefoldigheds nafuen begyndt haffuer.
Og er same dag reyst fra mit barn-fødde-sted
Sweygaard (liggendis i Nør-jylland i Hadtsherrit
udi Bieragger-sogn) til Saxild-land, (som er
straxt derued), hvor same tid lae een schud gandske
seylferdig, som jeg trade ind udi.
Den 26. aprilis kom vi til Aarhuus, huor jeg toeg
mit lossement hoes min moders moster, Sidtsel
Jensdaater, salig Christen Madtsøns, som boede
paa Badstugaade udi enche-boederne.
Den 4. maj effter at jeg hafde tagit min venlig afskeed
fra moster, er jeg om morgenen tillig gaaed undersejl
med een boyert, som skipper Jaekob Jaekobsen
dend tid førdte, destinerit ad Kiøbenhafuen til. Vi hafde
een goed vind med een redelig koelte.
[Tekst 2]
Sveigaard, folio 29r og 29v:
For dett fierde og sidste om affricanernes eller
indvonernes natur, egenskaber, guds-dyrekelse
og leffnet, vel at forstaa di, som boer ved og omtrent
Cabo de Bona Esperance, ved Taffel-bayet
eller schiff-havnen, da er di same, hotten-
tots kaldet, middelbaar aff størrelse, maffuere
paa legomed, gulle aff coløer ligesom moulater
eller javaner, og ved Vlees-bayet eller Kiød-
haffuenen er di lidet mindere indsom di neder
[sideskift]
udi landet og brunrøede, dog dend ene merre indsom
dend anden. Begge disse natier er meget grumme
ud aff ansigt; thi en parti bestrøger dennem i ansigted med
farffue, huorued di søeger dem sortte at giørre, andre
haffuer dierris hud igennem haeked eller brend, huorpaa
di ister eller andet fættighed aff dette, som di æder,
stryger og besmørrer, huor offuer en fegamente
ufordragelige stanck fra dem komer, saa att
mand maa holde næsen till. Dierris haar er sort,
kort og krøllet ret ligesom ulden paa di engelske
faar, naar di er nyeligen klipped, og haarrene begynde
att tage sine krøller igien, huorudi di indvickler
couwers, snæcke-horne, (som di opleder ved søekanten),
eller og smaastøcker ronde messing og sætter det
fast udi harret (formedelst dets korthed) med koemøg
og fætt, saauelsom bæg og tierre, naar di det kand
bekome. Di haffuer platte indtrøgte næsser, storre
lipper og øyen, lange holler udi ørerne, huor udi
some haffuer hengendes en snoer aff gemene røede
coraler, 3 à 4 laug om hinanden; om dierris halse
en parti snørrer med ronde messing og kobber tingester
ligesom coraller; om armene og fingerne messing og
kobber ringe saauelsom og aff elffen-been. Om dieris
lender haffuer di en smal rim med messing eller
kober beslagen, huorpaa henger en løyen lap,
en spand bred og lang omtrent, enten udaff it vildt
dyrs sckind eller og aff it faar, og nogle isteden
derfor en reffue eller katt holle, med huilcken
di bedecker dierris hemeligheder baade mænd
og quinder. Beenen haffuer quinderne bevunden
[Tekst 3]
Sveigaard, folio 59v:
begyndte det hitsige bøffels-kiød, gamel raden kravat
og salpeterig-vand, som mand havde ædt og drucken,
tillige med anden armoed, som da maatte udstaaes paa
reysen, igien at opbreke, saa at mestenparten aff
folckit blef syge af bugløb og persien. Huor under jeg
ogsaa var een aff patsienterne, som strengeligen
bleff angreben med dend sidste sygdom, saa at min
officerer 2de gange vilde endeligen hafde hafft mig
udi syg-husit. Huilkit jeg dennem huer gang revicerede,
betenckende ved mig selffuer heller at vilde giørre
min tieniste, saalenge mig nogensinde mueligt var.
Alt skulle jeg krøbbe til min schield-vagt, førrind
jeg i saa maader skulle undergiffue mig medicinens
strenge cur, huilckit jeg saa offte hafde proberit
og ey andet befunden indsom det same at verre min
natur gandske contra.
Anno 1672 den 11. may bekom jeg een ordenantie
fra dend edle her govern. Ryckloff van Goens
de Jonghe, huis indhold var, at dend hr. major
Joan Bax skulle giørre og giffue mig frie
fra mit gewehr og itsige militarie tjeniste, om
her effter for provisionel adsistent paa
soldy conptoiret min tieniste at tage varre.
Denne løke kom mig offuer, der jeg aller mindst
tenkte paa dend, (huorfor Gud ver evindelig ærret);
thi der var vel hundrede af indføed hollenders, som
solisterit om slig en condition og kunde dog ey
erlange dend. Huor for jeg ogsaa fick mange
misundere.
[Tekst 4]
Sveigaard, folio 109v og 110r:
Den 3. february undersejl effter at vi hafde indtagen 3de eliphan-
ter med een party provisie for dennem, saasom pissangboom
olles eller greene af klapers-trær. Og formedelst vi var ickun
suage af folck, blef vi forsterkit med 1 sergiant og 6 soldater
til at imodstaae søe-røffuerne, om di vilde attaquere os.
Dernu eliphanterne blef søe-syge, tog kornachen (eller dend
sorte, som regerit og paste dennem op) cocques-ollie, salt,
arack, muschatenblom, nellicker og muschat med een
anden mig u-bekiendte frugt, (huilckit aldtsamen til dend ende
af Compagniet var med skichet), støtte det tilsamen og giorde
een pille der af som it høns eg stort. Udholled saa it støcke af
een klapers-green og lagde pillen derudi. Vandt siden nogit
af en pissang-boom deruden om igien, (at eliphanten ey
skulle see det), og stack det dennem i munden. Mens di loed det
falde ud igien i førstningen, tuang dennem dog omsider til at
tage det ind. Toed siden dierris liff med arack, salt, klapers-
ollie og vand, som blef først tilsamen kogid udi een kædel.
Den 4. dito kom os 2de søe-roffuere imoed. Di var vel it
[sideskift]
canon-schud fra huerandre, huorfor dend, som var os nermist,
loed sit flag vaye udi it siou, at hans macher skulle
kome til hannem. Der effter roed hand os saa nær, at hand
vel kunde besee vort skib. Imidlertid giorde vi os
klar og med alle mand i fuld gewehr at tage imoed
denem. Loed vort flag vaye og hilsned dend første
med een kogel ud aff trompen af it støcke. Der effter
loed hand sig driffue agter ud og mowerid os intted.
Af huad aarsag? Entten fordi hans camerat ey var
hoes hannem, eller fordi hand meente, vi var hannem forsterk,
veed ieg icke. Thi di hunde hafde vel understanden dennem
tilforne at antaste dend jaght Mallabaer, som førte
8te støcker, og vi hafde ickun 6 ditos.
[Tekst 5]
Sveigaard, folio 169r og 169v:
Den 24. dito om morgenen reyste vi med een
vogen fra Nordbye og ned til stranden, huor
vi trade ind udi een bood, som hafde (til løke)
om afftenen tilforne overførdt kongens vilt
fra Aarhuus. Vinden kulte løstig op, og det var
koldt, saa at aldt det vand, som vi fick ind i
booden, blef straxt til is. Vi landet (formedelst
vindens scharphed) omtrent ved feltberederens
stamp-mølle, huor borgemesters vogen kom
hannem imoed. Saa giorde hand mig og min camerat
dend ærre og loed os tage med hanem til Aar-
huus, huor vi ankom ved middags tide. Jeg
loed mit schrin indbære til min cameratis,
Laus Steenhugers, faders. Mens der kom
straxt bud fra velædle hr. assesor Jens Lassen,
(huor mit godts stoed), at jeg skulle tage mit losse-
ment hoes hannem, huilkit jeg ogsaa med
tacknemelighed imoedtoeg og accordeerde med
hannem u-geligen for kost og camer.
Den 27. dito reyste jeg hiem til Sweygaard,
huor jeg ankom om afftenen og befandt min
hierte kierre goede gamle moder, (for huis
skyld jeg hafde reyst saa mange mange mille),
[sideskrift]
med stiffader og andre sødschinde udi goed velstand,
effter at jeg hafde verrit fra dennem udi tyffue
samfulde aar, minder fire maneder og een uge.
|
