Jødernes flugt over Øresund

Jeg har i mange år spekuleret på, i hvilken grad tyske myndigheder var involveret i flugten. Dette ud fra følgende:

1) Ingen flygtende blev standset til vands.
2) Det blev forbudt de tysk/danske arrestationsgrupper at åbne låste døre med magt.
3) Udskibningen skete på en yderst begrænset kyststrækning,
4) Den tyske Marine meddelte at den ikke ville kunne deltage i projektet, da nødvendige skibe lå på værft.
5) Advarsler udgik gennem Best(?)/Duckwitz/Hedtoft, så betids at den svenske regering i radioen  kunne meddele, at jøderne var velkomne i Sverige.
6) Best kunne meddele Berlin at Danmark var »judenfrei«.
Således havde Best tilfredsstillet Berlin, Best havde sikret sig en mindelig behandling efter krigens ophør, den danske modstandsbevægelse havde sikret sig og Danmark international beundring og en plads blandt de sejrende nationer.

Er der belæg for en sådan betragtning?

Peter Ulrik Jensen

Svar:

Man kan på ingen måde sige at tyske myndigheder var involveret i flugten, men en stor del af de tyske instanser var uinteresserede eller modstandere af den tyske jødeaktion. Faktisk var det kun Gestapo, som aktivt gjorde en indsats for at fange jøder. Men du har ret i, at flere tyske myndigheder forholdt sig passivt og bidrog dermed til redningens lykkelige udgang.
Baggrunden for aktionen skal findes i den ændrede magtbalance mellem den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best og værnemagtens general von Hanneken, hvor sidstnævnte havde fået ekstraordinære beføjelser i forbindelse med den militære undtagelsestilstand efter den 29. august 1943. Best søgte at styrke sin magtposition og ønskede derfor en egen politistyrke under sig. Et middel hertil var at foreslå en aktion mod de danske jøder, således som det var sket i alle øvrige tyskbesatte lande. Den 8. september 1943 foreslog Best en aktion mod jøderne, hvilket kun kunne gennemføres hvis der blev stillet den nødvendige politistyrke til rådighed. Den 17. september fulgte så førerordren om »den endelige løsning« i Danmark. Men Best spillede på to heste, idet han ønskede at bevare det gode forhold til det danske departementchefstyre. Gennem medarbejderen ved det tyske gesandtskab G.F. Duckwitz, lod Best advarsler sive ud om den forestående aktion. Den jødiske menighed blev advaret og i de sidste dage i september gik størsteparten af jøderne i skjul. Best havde intet til overs for jøderne, men for ham var det underordnet om deres uddrivelse skete ved deportation eller udryddelse.
Natten mellem den 1. og 2. oktober blev aktionen sat i værk. Tyske politisoldater suppleret med danske Schalburgfolk kørte rundt for at arrestere jøder, men med strenge ordrer om ikke at bryde ind, hvis der ikke blev åbnet. Godt 280 jøder blev arresteret denne nat. Flere tyske myndigheder, især værnemagten, men også tysk politi, var imod aktionen, hvilket betød at der ikke blev foretaget politimæssig overvågning af Øresund, og at den tyske hær og marine forholdt sig passivt i forhold til flugten. Forfølgelsen var således overladt til et fåtal Gestapofolk og deres danske håndlangere.
Sverige tilbød den 2. oktober at modtage de mange tusinde jøder, og da mange danskere var villige til at hjælpe, var der lagt op til en masseflugt, som ingen troede var mulig. At mange jøder måtte betale en betragtelig sum for overfarten, er en anden sag. Næsten 8000 jøder og ikke-jødiske slægtninge blev reddet til Sverige.
Da Best den 5. oktober kunne erklære Danmark for »judenrein«, var han tilfreds, men i Tyskland var Himmler ganske utilfreds med aktionens magre resultat.
Du kan læse mere i Rasmus Kreth og Michael Mogensen: Aktionen mod de danske jøder oktober 1943, 1995 og i Sofie Lene Bak: Forfølgelsen af de danske jøder. Forestillinger om oktober 1943 i forskning og offentlighed. 2001.
 
Mange hilsner
Peter Birkelund
Arkivar, seniorforsker, ph.d. – Rigsarkivet