Var dansk konge inspireret af romersk kejser, da han navngav en nygrundlagt by?

I min sommerferie var jeg i Sverige og kom så langt østpå i Blekinge, man kan komme. Her lå en lille fæstningsby, Kristianopel, anlagt af Christian 4. i 1599, som værn mod svenskerne.
Når jeg hører Kristianopel, kommer jeg til at tænke på Konstantinopel, som blev anlagt af en stor feltherre. Har Christian 4. tænkt på det, eller betyder ”-nopel” i ”enden” noget specielt?  Når jeg forsøger at finde et svar, får jeg en masse at vide om biler.

Venlig hilsen
Louise Nielsen, Mørke
 
Svar:

Det kan ikke udelukkes, at Christian 4. har ladet sig inspirere af den romerske kejser Konstantin d. Store og dennes navngivning af Konstantinopel, da han grundlagde Christianopel (oprindelig dansk stavemåde). Men Christian 4. har næppe navngivet sin nye fæstningsby, som for øvrigt først stod færdig i 1606, fordi han forestillede sig, at Christianopel ville vokse sig lige så rig og mægtig som Konstantinopel. Christianopel var da heller ikke planlagt efter romersk-byzantinske principper, men derimod med inspiration fra moderne befæstede, italienske byer. Fæstningsbyen blev for øvrigt anlagt som et led i en større strategisk plan for at befæste grænsen til Sverige, sammen med andre fæstninger og byer på tværs af Skåne, Halland og Blekinge. Christianopel skulle således opfylde en helt anden rolle end Konstantinopel. Årsagen til navnet findes altså ikke så meget i inspirationen fra selve Konstantinopel eller sammenligningen med dens ”grundlægger” - Konstantin gjorde blot den eksisterende by Byzantium til sin hovedstad og omdøbte den. Den skal findes i den bogstavelige betydning af selve ordet Christianopel.
Bynavnets første led er logisk, da herskere og regenter gennem årtusinder har opkaldt byer, de grundlagde, efter sig selv. Christian 4. var da også særdeles aktiv på dette område, hvilket byer som Christiansstad i Skåne (1614 – et led i ovennævnte fæstningsstrategi), Christiansand i Vestnorge (1641) og Christiania i Norge (1624) vidner om. Sidstnævnte hed før den altødelæggende brand i 1624 Oslo; som et led i genopførelsen flyttedes byen til den anden side af elven og kongen opkaldte den ”nye” by efter sig selv. Fra 1925 hed byen igen Oslo. Suffikset [endelsen] på Christianopel, -opel, er en afledning af det græske ord for by; polis. I de ældste optegnelser hedder byen da også Christianopolis. Bogstavelig talt ”Christians by” – samme forvanskning af ordet polis, som også ses i netop Konstantinopel (Konstantins by) og Adrianopel (Hadrians by); altså samme betydning som Christiansstad. Man har nok valgt endelsen -opel/-polis for at give byen en mere kosmopolitisk klang til navnet, samt måske understrege intentionen om at det skulle være mere end en fæstning. Nogen ”rigtig” by blev Christianopel dog ikke før 1622, hvor den fik købstadsrettigheder på bekostning af nærliggende Avaskär og tilliggende Lyckå.

Steffen Harpsøe
Arkivar ved Rigsarkivet og redaktør af Siden Saxo