Læsekundskaber 1750-1830

Som historieinteresseret og en flittig læser af Siden Saxo tillader jeg mig at stille følgende spørgsmÂl, ogs i min egenskab af at være slægtsforsker.
I perioden omkring 1750 til 1830 ser jeg mange af mine slægtninge underskrive dokumenter, vielser, skøder, pantebreve osv. med først hÂnd, eller ved at sætte deres initialer, f.eks. L:S:J: Det m vel alt i alt betyde, at deres skrivefærdighed har været lig nul, eller meget begrænset.
Men de er jo s godt som alle konfirmeret, og præsten har troligt givet dem en karakter for opførsel og for kundskab. Det m vel s ogs betyde, at de under konfirmationsforberedelserne har været i stand til at læse lidt af det stof, præsten har forsøgt at indprente dem, men senere, nÂr s de skal giftes eller p anden mÂde forpligte sig, stÂr der meget ofte – ªmed ført hÂnd´.
Hvordan kan det hænde sammen?

Med venlig hilsen og på forhånd tak.
Peter Schmaltz-Jørgensen

Svar:

Det er ganske rigtigt, at man endnu i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet finder mange eksempler på, at folk underskriver med deres initialer, fx ANS for Anders Nielsen. Denne form var endnu mere udbredt i de foregående Ârhundreder. Ogs udtrykket ªmed ført hÂnd´ mødes jævnligt, dvs. at en anden person har ført den mere skriveuvante persons hÂnd hen over papiret.
Den sidste form er med stor sandsynlighed udtryk for, at den pÂgældende person ikke var skrivekyndig, mens man m være lidt mere forsigtig med at tolke brugen af initialer. Netop fordi der var tale om en gammel tradition, s lader det til, at folk nogle gange har holdt fast i formen, især hvis de underskrev et dokument sammen med andre, ogs selvom de reelt var i stand til at føre en pen. I enkelte tilfælde ved vi positivt, at en person, der Èt sted underskriver med initialer, et andet sted kan skrive under med fuldt navn.
Modsat i dag var læse- og skriveindlæring ikke to uadskillelige følgesvende. I 1700-tallet var fokus stadig på en religiøs orienteret læsefærdighed. Derfor underviste man først børnene i at ªlæse i bog´ ªeller ªlæse Indenad´, sÂdan at de bagefter kunne lære deres katekismus og store dele af katekismusforklaringen ªudenad´. Det var disse færdigheder, der havde betydning for konfirmationen. Undervisningen i at skrive (og i at læse hÂndskrift) kom typisk først et Âr eller to efter den basale læseundervisning og krævede ofte ekstra betaling. Mange drenge fra fattige kÂr og langt de fleste piger lærte derfor kun basal læsning, ikke skrivning. At man ikke kunne sætte sin egen underskrift, var derfor ikke ensbetydende med, at man ikke kunne læse en bog. Men skrivning var selvsagt en vigtig færdighed i udøvelsen af mange erhverv, og i de fleste hÂndværker- og gÂrdmandsfamilier sørgede man for, at drengene fik lært den nyttige skrive- og regnekunst.
Kunne man forestille sig, at nogle blot havde lært at skrive under, men til gengæld ikke s meget mere? I det 20. og 21. Ârhundrede har vi vænnet os til, at den personlige underskrift har afgørende betydning, bÂde juridisk og identitetsmæssigt. Og vi ser derfor børn øve sig flittigt p at skrive eget navn, længe før de lærer at læse og skrive. Endnu ved 1700-tallets slutning var der imidlertid ikke noget juridisk problem – eller personligt skamfuldt – ved at skrive under med fx initialer. Af samme grund kan vi som hovedregel antage, at en egenhændig underskrift ogs er ensbetydende med en vis basal skrivefærdighed. Det var først i løbet af 1800-tallet, hvor skrivefærdighed efterhÂnden bliver allemands eje, og hvor skriftlighed derfor forventes overalt, at det begynder at være pinligt, hvis man ikke kan skrive sig eget navn. Og det er først i denne fase, at det bliver meningsfuldt at øve sig specielt i netop denne færdighed.
Man kan læse mere om 1700-tallets læse- og skrivefærdigheder i flere artikler og bøger af Ingrid Markussen, bl.a. i Den jyske Historiker, 62, 1993, s. 24-42.

Charlotte Appel
Dr.phil. og lektor ved RUC