Spørgekassen:
Dansk mission i 1700-tallet
Hans Egede blev sendt til Grønland i 1721 for at missionere, men havde Danmark egentlig mission andre steder på dette tidspunkt?

Venlig hilsen
Joan Marquardt, Albertslund


Svar:
Allerede i 1705-06 blev to missionærer udsendt til den danske handelsstation Tranquebar på Indiens sydøstlige kyst. De kom fra Halle, hvor pietismen tidligt gjorde sig gældende, og hvor man troede på missionstanken, som endnu ikke havde udbredt tilslutning i Danmark. Frederik 4. understøttede ivrigt initiativet.

I 1714 blev Missionskollegiet oprettet. Formålet med Missionskollegiet var at etablere en institution, der havde udbredelsen af evangeliet blandt hedninge som sin primære opgave – det afspejler en stigende interesse for missionstanken i Danmark. Tranquebarmissionen kom til at høre under Missionskollegiet. Og året efter oprettelsen, i 1715, overtog kollegiet ansvaret for missionen i Finmarken i de nordligste områder af Norge.

Allerede på dette tidspunkt var den norske præst Hans Egede i gang med en ihærdig indsats for at få støtte til at rejse til Grønland. Hans Egede var især optaget af tanken om, at efterkommere efter nordboerne, der havde slået sig ned i Grønland sidst i 900-tallet, stadig eksisterede og ikke havde haft adgang til kirken i mange århundreder. Nordboerne havde taget kristendommen til sig omkring år 1000, men man havde ikke haft forbindelse med dem siden før reformationen, og Hans Egedes egentlige formål med at iværksætte missionen var at finde disse mennesker og bringe dem den rette, evangelisk lutherske tro. Da han havde fået etableret sig, blev i stedet den befolkning, der mødte ham, nemlig inuitbefolkningen, genstand for hans missionsbestræbelser. Den grønlandske mission i 1700-tallet var et privat initiativ, der dog modtog kongelig støtte, også økonomisk. Den øvrige finansiering kom fra forskellige private handelskompagnier, der forpligtede sig til at understøtte missionen. Først i 1737 kom den grønlandske mission under Missionskollegiets administration.
I begyndelsen af 1730’erne meldte den tyske brødremenighed, grundlagt af grev Zinzendorf i Herrnhut, sig på banen. Grev Zinzendorf havde forbindelser til det danske kongehus og fik efter anmodning Christian 6.s tilladelse til at rejse til både Vestindien og Grønland for at missionere. Brødremenighedens missionsarbejde blev imidlertid finansieret af dem selv og ikke af kongen.
I 1755 overtog kronen administrationen af de danske kolonier i Vestindien fra det private Vestindisk-Guineiske Kompagni, og på samme tid blev et antal missionærer udsendt. Formålet var fortrinsvis at sørge for kristningen af den befolkningsgruppe, der var blevet hentet fra Afrika til tvangsarbejde på plantagerne. Brødremenighedens missionærer havde imidlertid i løbet af de foregående 20 år fået etableret en succesrig og blomstrende mission, og statskirkens mission fik kun meget begrænsede resultater.
Der var således missioner i de fleste af de dansk-norske oversøiske besiddelser og udkantsområder, men de danner et broget billede, idet de var meget uensartede i deres udformning og karakter. Områderne var meget forskelligartede, motiverne for at iværksætte mission vekslede, og skiftende tiders religiøse strømninger påvirkede indsatsen.
Sidst i 1700-tallet var interessen for mission generelt faldende og man engagerede sig ikke for alvor i nye initiativer fra statens side. Men i løbet af 1800- og 1900-tallet har der været talrige danske missionsselskaber, der har været aktive i store dele af verden.

Eva Frellesvig,
arkivar, Rigsarkivet