Svar:

Middelalderens bestiarier var om bekendt ikke et zoologisk opslagsværk, sådan som vi opfatter det i dag. Denne genre af zoologiske/kryptozoologiske bøger med oplysninger og fortællinger om dyr, var ikke baseret på observationer af naturen, hvorfor der da også forekommer en del monstre og utrolige fortællinger i bestiarierne. I stedet var forlægget for hvert nyt bestiarie de såkaldte auctores – litterære og teologiske autoriteter hvis værker var velkendte. Formålet med bestiarierne var såmænd heller ikke at dokumentere den naturlige verden for at analysere hvordan den fungerer. Bestiariernes forfattere kendte allerede naturens love, deres fokus var i stedet udlægningen af den herskende verdensorden. De vidste at Gud ikke havde skabt noget uden et formål, og formålet var instruktionen af det syndefulde menneske. Gud havde skabt dyrene som et sindbillede på menneskenes verden, og dyrene var derfor en slags moralske skabninger, der var formidlere af et budskab til menneskene. Det var dette budskab der skulle formidles.

Som udgangspunkt søgte bestiarierne at forklare den moralske budskaber i de dyr folk ikke var fortrolige med. Det vil sige, at man ikke altid søgte at forklare meningen med skabelsen af husdyrene, for disse havde jo et ganske ligetil formål. Hvilket også er årsagen til, at fortællinger om hunde ikke nødvendigvis forekommer i alle bestiarier. Det var dog langt fra alle bestiarier der afholdt sig fra at udlægge husdyrenes moralske budskab, og særligt når de besad karakteristika som hunden. Hunden symboliserer i dag trofasthed, opofrelse, ubetinget kærlighed til sin herre samt klogskab. Det var også de temaer der fortaltes historier om i de middelalderlige bestiarier. Historier om hunde der afslører deres herres morder, trofast går i døden med deres herre, modigt (og i flok) befrier deres herre fra fangenskab hos en fjendtlig hær eller gennem sin lugtesans og sin klogskab finder frem til flygtet jagtbytte eller forsvundne ting. Men det er ikke disse historier hvoraf der udledes moralske allegorier.

Det er derimod i beskrivelsen af hundens natur at de belærende, symbolske udlægninger gives. Hunden beskrives eksempelvis som et dyr, hvis tunge kan læge sår hvis den slikker på dem, men den beskrives samtidig også som et dyr, der vender tilbage til sit eget opkast og spiser det. Endvidere beskrives den også som et tåbeligt dyr, der, hvis den svømmer i en flod med et stykke kød i munden, vil åbne munden og miste kødet, alene for at jage skyggen af kødet på vandet. Historien om fortabelsen af kødet i floden skal symbolisere de tåbelige mennesker, der på grund af ambitioner bortkaster det der retmæssigt er deres for at forfølge det ukendte. Tilbagevenden til og indtagelse af eget opkast er et sindbillede på de mennesker, der, efter at have renset sig for synd ved at skrifte, vender tilbage til synden. Læg mærke til at man her symboliserer skriftemålet med det at kaste op (hvilket teknisk set også er en form for udrensning, men nok ikke er den allegori de fleste forventer fra middelalderens lærde), mens skriftet på anden måde inddrages i hundens evne til at læge sår med sin tunge. Denne evne udlægges nemlig som et sindbillede på præstens evne til at læge sår på sjælen ved instruktion om bodsudøvelse efter at synden er blevet blotlagt ved skriftemålet.

Som en lille sidebemærkning til den moralske allegori om hundetungens lægende kræfter nævnes i et bestiarie fra første halvdel af 1200-tallet, at hvalpetunger er en særligt god kur mod sår på indvoldene. Hvordan denne kur blev udført meddeler bestiariet intet om, men som dyreven bør man næppe tænke tanken til ende. Det skal dog siges, at vi intet bevis har for at denne behandling rent faktisk er blevet udført i middelalderen.

Afslutningsvis skal siges, at på trods af bestiariernes karakteristik af hunden som et trofast, modigt og opofrende dyr, og at samme symbolik genfandtes indenfor heraldikken, så var det folkelige billede af hunden langt mere differentieret; hvilket en langvarig og blodig konflikt mellem gascognske og normanniske købmænd og sømænd omkring slutningen af 1200-tallet – begyndelsen af 1300-tallet viser. I denne konflikt så man nemlig at besejrede sømænd blev hængt fra mastetoppen sammen med en hund, når man virkelig skulle håne modstanderen.

Steffen Harpsøe
Cand.mag, arkivar ved Rigsarkivet