Slaveri i Danmark omkring år 1800?

I folketællingen 1801 ses hos stadsbedemand Søren Bache og hustru Inger Scmidt på hjørnet af Laksegade og Admiralgade i København en ”mulat”, Johan Paulus, 13 år, og en ”mulatinde”, Marie Katrine, 15 år, begge ”Under Opdragelse”.

Inger Schmidt havde tilbragt det meste af sit liv i dansk Vestindien, og da hun rejste til Danmark efter et forlist ægteskab, har hun vel taget de to børn med sig. At det ikke var så usædvanligt bekræftes af, at der i husholdningen hos hendes søster og svoger, kammerråd Johannes Magens i Rådhusstræde, der også havde en fortid i Vestindien, i 1801 opholdt sig 3 ”negre” og 1 ”mulat”, også teenagere og også kun med fornavn, men her som en del af tjenerskabet.

Søren Bache og Inger Schmidt var blevet gift året før, og da de begge var oppe i årene og ingen af dem havde børn eller kunne forvente at få det, underskrev de d. 8. sept.1800 et gensidigt testamente, det slutter: ”Endelig ere vi enige i og haver vedtaget, at den Mulatinde, der er i vores Huus navnlig Maria Kathrine, ved min Inger Schmidts Død skal gives sin Friehed.”

Jeg har nu hurtigt gennemgået folketællingen 1801 for staden København på DDD og tallet på registrerede negre og mulatter nærmer sig det halve hundrede, nogle endda registreret som slaver!

Slaveriet var jo dengang stadig tilladt i dansk Vestindien, men hvad var slavernes status når de kom til Danmark? Formuleringen i testamentet gør jo ”mulatinden” til et stykke ejendom. Var slaveri virkelig tilladt, eller ihvertfald accepteret i Danmark i 1800?

Med venlig hilsen

Jan Finken

Årslev

Spørgsmålet besvares bedst med et eksempel:

Premierløjtnant af Søetaten John Christmas indstævnede i 1835 taffeldækker Christian Messer for Højesteret. Christmas mente, at Messer skyldte ham 448 rigsdaler. Det var nemlig købesummen for Messer, da Christmas købte ham fra plantagen Morning Star på St. Croix. Heri kunne modregnes $ 69 eller 130 rigsdaler, som Christmas erkendte at skylde Messer for en hyrekontrakt, han havde indgået med ham. Christian Messer gjorde på sin side krav på udbetaling af $ 93 eller 174 rigsdaler 2 skilling for hyre som steward på Christmas’ skib ”Johanne Marie”.
Københavns Lands-, Over- samt Hof- og Stadsret havde fundet, at Christmas ikke havde noget krav på Messer, men at Christmas skyldte Messer de 174 rigsdaler for hyren på ”Johanne Marie”.
Nu påstod Christmas så for Højesteret, at Hof- og Stadsrettens dom kendtes magtesløs, så han kunne få sine penge. Gælden var opstået ved, at han havde lagt ud på Christian Messers vegne for at opfylde Christians ejer, planter MacDougall, også ejer af plantagen Morning Star, som ønskede Christian frigivet. Morning Star med dens tilbehør af slavegjorte afrocaribere var imidlertid pantsat for langt over dens reelle værdi til et hollandsk handelshus. Efter at hollænderne i 1824 havde overtaget plantagen som brugeligt pant, rejste MacDougall i 1829 til København med sine hollandske kreditorer i hælene. Hollænderne opnåede i 1829 Højesterets dom for, at MacDougall skulle betale dem en sum, som langt oversteg hans evner. MacDougall kunne derefter som insolvent ikke råde frit over sit bo. Alligevel udstedte han 14. juni 1830 et fribrev til Christian og bad John Christmas om at sørge for, at fribrevet trådte i kraft, dvs. at Christian blev frigivet. Det lovede Christmas MacDougall, men kort efter døde MacDougall. Christmas kom derefter til St. Croix, indsatte en afrocaribisk slavegjort kvinde i Morning Star’s besætning som erstatning for Christian, som han fik tilskødet som sin ejendom med den klausul, at når Christian betalte Christmas de 448 rigsdaler, som var udgifterne ved transaktionen, skulle han – Christian – være fri. Han hyrede derefter Christian som steward og lod, vel ankommet til København, Christian finde anden ansættelse.
Højesteret gav sig derefter til at overveje de komplicerede detaljer i sagen. Var Christian slave eller fri? Kunne Christmas kræve Christian for udlæg, som Christian ikke havde haft indflydelse på? Havde Christmas erkendt Messer som en fri mand ved at indgå en hyrekontrakt med ham? Hvis Christian som slave havde afgivet et løfte, var han så juridisk forpligtet til at holde det som fri mand?
Var Christian på Morning Star og taffeldækker Christian Messer i det hele taget identiske?
Det, der i denne sammenhæng er interessant, er, at Højesteret ikke et øjeblik stillede spørgsmål ved, om Christian overhovedet kunne betragtes som ejendom, om man kunne eje slaver i Danmark? Det var efter Højesterets mening så klart, at spørgsmålet ikke burde stilles. Naturligvis kunne man hævde ret til ejendom, som var lovligt erhvervet i Dansk Vestindien, også hvis denne ejendom bestod af mennesker.
Om man kunne hævde ejendomsretten på samme måde i Danmark som i Vestindien, var et andet spørgsmål, men ejendomsretten til slaver eksisterede i Danmark midt i 1830’erne, ingen tvivl om det.
Det gjaldt så også i 1801 og tidligere. Slavegjorte afrikanere træffes i Danmark fra 1680’erne som eksotiske, dekorative indslag ved hoffet og på herregårdene. I 1732 fandtes ved hoffet negerdrengen Anton Ulrich. Kendt er også Christian VIIs negerdreng Moranti, der befandt sig ved hoffet omkring 1770. Også i mere jævne huse fandtes der slaver. I folketællingen for København 1787 er nævnt en del. Agent og grosserer Bertel Madtzen i Strandgade havde således fire i sin husholdning. Og i folketællingen 1801 nævnes over 50 negerslaver i København.
I 1801 blev det i øvrigt i den københavnske Hof- og Stadsret overvejet, om slaveri eller ejendomsret til mennesker var lovligt i Danmark. Resultatet blev også dengang, at ejendomsret til mennesker måtte anerkendes i Danmark, men at udøvelsen af ejendomsretten var begrænset af den danske, almindelige lovgivning. De særlige dansk-vestindiske bestemmelser om behandling, afstraffelse mv. af slaver gjaldt således ikke i Danmark.
Som forslag til videre læsning kan nævnes Knud Waaben: ”A.S. Ørsted og negerslaverne i København”, Juristen 1964, s. 321ff. Her er specielt forholdene omkring 1801 behandlet. Mere generel er Poul Erik Olsen: ”Disse vilde Karle – negre i Danmark indtil 1848” i Bent Blüdnikow (red.): Fremmede i Danmark, 1987.
Enden på den ovennævnte komplicerede sag blev, at John Christmas var forpligtet til at overholde sin hyrekontrakt med Christian Messer, men at det ikke fandtes bevist, at Christian Messer havde stiftet gæld til John Christmas. Endelig kan det oplyses, at Christian Messer findes med kone og barn i folketællingen for København 1835.

 Poul Olsen
arkivar og chefkonsulent ved Rigsarkivet