|
Hvornår kom frimurerne til Danmark?
Med venlig hilsen
Susanne Kristensen
Hellerup
Svar
Frimureri har eksisteret siden i hvert fald 1600-tallet i Storbritannien. Man kan efter al sandsynlighed trække sporene tilbage til håndværkerlavene i middelalderen. Selve frimurerlogen blev grundlagt i 1717, da fire selvstændige loger sluttede sig sammen og dannede en storloge. Få år senere i 1743 dannedes den første danske aflægger af den engelske frimurerloge. Navnet loge stammer sandsynligvis fra det engelske ord ”lodge”, som betyder hytte. Det skal stamme fra de hytter, som omvandrende håndværkere overnattede i. Disse håndværkere sluttede sig sammen i selskaber, så man kunne skelne faglærte fra ufaglærte. Senere tilsluttede ikke-håndværkere sig logerne, og man begyndte derfor at skelne mellem håndværkere og ikke håndværkere i form af frimurere. Dette er i hvert fald en af forklaringerne på skabelsen af logebegrebet.
Igennem de seneste år har frimurerne åbnet op for offentligheden, og i dag har de fx en hjemmeside www.ddfo.dk , hvor man kan gå ind og læse mere om logen og dens formål. Frimurerne er ofte blevet forbundet med statsomvæltende virksomhed, hvilket skyldes både det almindelige hemmelighedskræmmeri, som logerne havde og til dels stadig har. Men det skyldes i lige så høj grad, at mange på tværs af stand mødtes logerne i 1700-tallet og diskuterede frihed. Med til at styrke illusionerne om frimurerne var, at Mozarts ”Tryllefløjten” er stærkt inspireret af hans deltagelse i frimurerlogen i Wien. Der findes mange andre loger end frimurerlogen af såvel seriøs som væsentligt mindre seriøs karakter. I Sverige er der fx en række festloger tilknyttet universiteterne, hvor tidligere studerende mødes i festligt lag.
Med venlig hilsen
Lars Bangert Struwe
Redaktør for Siden Saxo, Rigsarkivet. 
|