Våbenskjolde

Hvorfor har man anvendt (og anvender man) våbenskjolde? Hvad betyder de? Hvad betyder placering, farver, motiver osv.
 
Hilsen
Ulla Rasmussen

Svar

Våbenskjolde opstod i det tidlige 1100-tal som et middel til at identificere personer af adelig byrd. De bemalede skjolde skulle hjælpe ridderne til at genkende hinanden i krig samt i turneringer, hvor det også kom tilskuerne til gode. Til at begynde med var våbenskjoldet personligt, men det enkelte skjold blev hurtigt arveligt og gjaldt således for hele slægter. Våbenskjoldene brugtes også i sociale og juridiske sammenhænge, hvor ejerskab, tilhørsforhold eller ophav skulle angives. Således finder vi våbenskjolde anvendt på laksegl på dokumenter, som udsmykning på bygninger, på tøj, på sølvtøj, dragkister, kakkelovne og andre møbler, på kanoner, brevpapir og i bøger (som ex-libris), på smykker og på malerier. Ja, stort set hvor som helst nogen ønskede at bekendtgøre ejerens eller skaberens identitet.

Mange har den opfattelse at besiddelsen af et våbenskjold er ensbetydende med adelskab. Dette er dog en fejlopfattelse. Allerede i løbet af middelalderen – fra midten af 1200-tallet – begyndte også adelige kvinder og kirkens folk (abbeder, biskopper og kardinaler) at bruge våbenskjolde, og snart fulgte også de mest fremtrædende borgere i byerne trop. Selve byerne tog da også hurtigt våbenskjolde i brug. Efterkommerne af disse kender vi i dag som kommunevåben. I dag, såvel som førhen, kan alle, der ønsker det, antage et våbenskjold. Det er ikke ulovligt at bruge et våben, der tilhører en anden person eller familie (med mindre disse har opført det hos Patent- og Varemærkestyrelsen), men det betragtes som rigtig dårlig stil at gøre det.

Videnskaben om våbenskjolde kaldes også heraldik, og det er under denne betegnelse, det skal søges, både på internettet, og hvad angår litteratur om emnet.

”De heraldiske regler er normer for våbeners indhold, farvelægning og sammensætning. De har været holdt i hævd siden våbenkunstens opståen og ligger i klar forlængelse af dens middelalderlige oprindelse. Skjoldfigurerne tegnes derfor uden brug af perspektiv og er ikke naturalistiske. Dyr og planter fremtræder i stærkt stiliseret form. En særlig gruppe af skjoldfigurer dannes ved delingslinjer af forskellig art, hvorved der fremkommer figurer som bjælke, pæl, sparre m.fl. Figurerne får især karakter ved deres fladevirkning og udfylder skjoldet eller feltet mest muligt. Et godt våben har et så enkelt figurindhold og så få farver som muligt. Valget af figurer er præget af, hvilke motiver man kunne forestille sig i middelalderen.

Skjoldet og dets figurer farvelægges ved brug af ganske få rene, ublandede farver (tinkturer). De heraldiske farver er: rød, blå, sort, grøn samt gul og hvid. De to sidstnævnte farver kaldes metaller. De beskrives og kan gengives som guld og sølv. De fire førstnævnte farver kaldes for de egentlige farver. Fladerne i et våben farvelægges principielt således, at metal støder op til farve, f. eks. en guld løve på rød bund, en blå sparre på sølv bund. Derved bliver det let at erkende skjoldfiguren på afstand. Den heraldiske farveregel svarer til grafiske idealer i nutiden. Farverne er en lige så integrerende del af våbenet som figurerne og kan ikke ændres vilkårligt. Sommetider er bestemte farver valgt på grund af deres symbolske betydning.”
Ovenstående er citeret fra denne del af Statens Arkivers hjemmeside: http://www.sa.dk/sa/rigsvaaben/heraldik.htm , hvor der også er nogle udmærkede illustrationer lavet af den Kgl. Våbenskjoldsmaler. Denne har for øvrigt også en udmærket hjemmeside: http://www.arsheraldica.dk/kontakt.html

Af litteratur på området kan anbefales:
PRANGE, KNUD.: Heraldik og Historie. København 1977
NEUBECKER, OTTFRIED.: Heraldik: Kilder, brug, betydning. København 1979
Hvis man vil nærstudere selve det heraldiske system kan anbefales:
GRANDJEAN, PAUL BREDO.: Dansk Heraldik. København 1919

Med venlig hilsen

Steffen Harpsøe, arkivar ved Rigsarkivet, cand. mag.